Andreas Golder
Sidst jeg så Andreas Golder var han helt skaldet, men på de to år, der er gået, siden han udstillede solo på Arken, er der vokset en glorie af store elastiske krøller ud omkring hans ansigt. Men det er ikke den eneste fysiske forandring, den unge tyske kunstner har undergået: for et år siden brækkede han højre hånd to steder, hvilket gjorde ham uarbejdsdygtig i trekvart år.
Derfor er overskriften på hans udstilling, der åbner i dag i LarmGalleri, da også ’Come Back’, og mit første spørgsmål til ham lyder, om han på noget tidspunkt i løbet af de ni måneder frygtede, at han aldrig ville komme til at male igen?
”Ja” svarer han med eftertryk, mens han virrer med hovedet så krøllerne danser, ”Men det tænker jeg også hver gang et maleri er færdigt!”
Vi har sat os ved et bord i galleriet, der langsomt fyldes op af Golders malerier. Nogle er bitte små og monteret på staffelier i dukkehusstørrelse, andre folder sig frejdigt ud i flere meter på hver led. Midt på bordet står tre bronzeskulpturer, som han har bemalet få timer før han satte sig i sin bil og kørte fra Berlin til København. Faktisk er malingen ikke helt tør endnu, men Andreas Golder går alligevel i gang med at snitte rosenstilke til, så han kan sætte dem ned i den ene skulptur, der har form som et kvindehoved.
”Det er multifunktionsskulpturer” griner han og viser, hvordan den anden skulptur kan frembære en øldåse på et lille fad, mens den sidste har fået indbygget et askebæger.
”Som du kan se er jeg i dialog med kunsthistorien. Jeg har altid været fascineret af barokken og af middelalderens kunst, og så tænkte jeg: Hvordan ville den kunst se ud i dag – uden den religiøse baggrund. Så når folk spørger mig, hvordan jeg udfolder mig kreativt, så svarer jeg: kreativitet?! Bah! Jeg stjæler bare!”
Kunsthistorien har Andreas Golder fået ind med modermælken, for begge hans forældre er uddannede kunsthistorikere, selvom moren egentlig er tekstilkunstner og faren maler og skulptør.
”Ligesom jeg er blevet” bemærker Golder, ”Så vi er faktisk en meget traditionel familie, hvor sønnen følger i sine forældres fodspor”.
Det er dog for en vesterlænding ikke helt almindeligt, at man som kunstner må studere kunsthistorie for at slippe for ensretningen. Men sådan var det i Sovjet, hvor Golder blev født og boede, indtil hans familie kort efter Murens fald flyttede fra Uralbjergenes fod til Tyskland. På det tidspunkt var Andreas Golder elleve år gammel – og godt i gang med både sin kunstneriske uddannelse og karriere.
Som seksårig kom han på en skole for særligt kunstnerisk begavede børn, og tre år senere afholdt han sin første udstilling. Noget vanskeligere havde han ved at tilpasse sig det tyske skolesystem, selvom han mestrede sproget, endda uden den mindste russiske accent, allerede efter halvandet år i landet.
”Men jeg var for doven eller for dum til at bestå den prøve, der i Tyskland skal tages efter 13. klasse. Jeg blev smidt ud af gymnasiet fordi jeg var for dum” siger han. Og tager sig i det: ”Nej, måske ikke fordi jeg var for dum, men fordi jeg ikke opførte mig ordentligt…”.
Egentlig ville han gerne have været rockstjerne, men som 19 årig indså han, at musiker, det er han ikke. Men så var der jo maleriet, som han vidste han var god til. Derfor søgte den unge Andreas Golder ind på kunstakademiet i Berlin. Og fik afslag. Først da han i sjette forsøg havde afluret, hvad det var, censurkomitéen gerne ville se hos ansøgerne, blev han optaget. Men da havde han forlængst allieret sig med et galleri.
Det er tydeligt i dine værker, at du trækker på adskillige træk fra kunsthistorien, også flere århundreder tilbage i tiden. Er det noget, du genkender hos dine samtidige kolleger?
”Der er da en del kunstnere, som arbejder med inspiration fra kunsthistorien, men alt for mange tror, at kunsthistorien begynder med Warhol i 1960’erne. Og det er en skam, for Rembrandt er for eksempel meget bedre end … nå nej, jeg vil ikke nævne navne, for så bliver jeg bare skudt til næste fest!”
”For mig er det ligegyldigt om det er samtidskunst. Det afgørende er, om det er god kunst. Og de gamle mestre hænger jo der på museerne, og så er de en del af min tid, af nuet. Desuden har al kunst været samtidskunst på et tidspunkt. Så jeg suger til mig som en svamp, fra alle kunstnere og fra alt jeg ser og oplever. På værkstedet vrider jeg så svampen og resultatet ser du her” siger han, og slår ud med armene mod gallerirummet.
Hvad vil du gerne opnå med dine værker, med din kunst?
”Jeg vil skabe noget, jeg aldrig har set før. Nogle gange tænker jeg: Det her nærmere sig. Men der er lang vej endnu, der er meget jeg skal gøre og jeg er langtfra færdig endnu”.
Indtil videre har Andreas Golder haft stor succes som kunstner, men det har også sine omkostninger. På det personlige plan synes han det er svært at håndtere omgivelsernes reaktioner på hans succes, for lidt for mange går simpelthen ud fra, at han er blevet både utilgængelig som menneske og samtidig svømmer i penge. Men føler han sig også presset til at følge den foregående succes op?
”Ja, hele tiden. Men heldigvis glemmer jeg det, når jeg er på værkstedet. Lige nu er jeg til gengæld meget nervøs – det er derfor der står øl på bordet. Jeg prøver hele tiden at skabe noget nyt, men vil folk kunne se det? Og vil de kunne lide det? ”
”På en måde var min brækkede hånd held i uheld, for efter Arken-udstillingen havde jeg vanvittig travlt, så det var egentlig godt med et pusterum. ikke økonomisk, men det var alligevel tiltrængt med en pause”.
Hviletiden er dog forbi for Andreas Golder, der straks efter ferniseringen i København skal tilbage til Berlin for at færdiggøre en række værker, der skal udstilles i Moskva senere på måneden. Også selvom han har redet sig en seneskedehindebetændelse i den i forvejen medtagne højre arm.
”Men jeg skal nok nå det, for min viden og kunnen sætter mig fri. Jeg kan male præcis hvad jeg vil – og jeg kan få det til at ligne. Det giver en enorm frihed, at jeg kan male katten der” han peger på et lærred, hvor en nuttet og betuttet kattekilling kigger frem under kranier og ekspressive strøg.”Den tager det mig ti minutter at male. Det kan jeg bare. Og derfor kan jeg også male den over, hvis jeg skulle få lyst. Havde det taget mig en uge at male den, havde det været en helt anden sag”