… inden 19. februar, 2017, så skal jeg se særudstillingen med den sikkert yderst velvalgte titel: ’Overtryk’. For alting er altid ved at boble over, eksplodere og forandre sig for bestandigt i de ellers meget forskellige værker af Louise Hindsgavl, Julie Nord, Mie Mørkeberg og Nina Saunders.
Hindsgavl (f. 1973) er kendt for sine porcelænsskulpturer, der er ganske vist er hvide, men på ingen måde uskyldige. På udstillingen er disse skulpturer desuden brugt som rekvisitter og proteser i flot udførte, reklameagtige billeder, hvor fotomodellen pludselig har fået en noget alternativ venstre hånd (du finder links til mine anmeldeser af Hindsgavl nedenfor under overskrifterne ‘Hindsgavl hiver det hele frem’, ‘Hindsgavl træder porcelænsspeederen i bund’ og ‘Corner (2010) uden kant’).
Også Nord (f. 1970) går nye veje i en serie værker, hvor masker med masser af ornamentik spiller en stadig større rolle (se links nedenfor til ‘Ny Norddåse!’, ‘Nord, familien – og Djævlen’ og ‘Heldige Heerup’).
Mørkeberg (f. 1980) benytter sig i de seneste værker af flere detaljer end før, hvilket ikke siger så lidt (se mit interview med hende fra 2009, link nedenfor)! Men det handler stadig om hverdagens opløsning i alle retninger, mens Saunders (f. 1958) lader polstrede møbler gå i gæring, så de bobler ud på uventede steder – med uforudseelige konsekvenser (se også min anmeldelse ‘Hæder, ære og udstillingsbrag!’). Alt dette akkompagneres af ord fra Merete Pryds Helle, så man kan roligt regne med, at der bliver tryk på Trapholt!
Louise Hindsgavl, Julie Nord, Mie Mørkeberg, Nina Saunders og Merete Pryds Helle: Overtryk, Trapholt, Æblehaven 23, Kolding. Til 19. februar, 2017.