Yinka Shonibare: ‘Fake Death Pictures’ (efter Leonardo Alenza y Nieto), 2011
Der er fuld fart på både farver og referencer hos Yinka Shonibare, men som beskuer farer man lidt for let vild i hele halløjet
Yinka Shonibare: Fabric-ation. Kunstforeningen Gl. Strand, Gl. Strand 48, København K. Til 24. november, 2013. Tre hjerter
Der er to aspekter, der mere end noget andet karakteriserer britisk-nigerianske Yinka Shonibares kunst. Det første er brugen af batikinspireret og ærkeafrikansk stof, det andet er mange, til tider ligefrem modstridende, referencer, der peger på historiske begivenheder og andre kunstneres værker.
Overskriften på den aktuelle udstilling er således karakteristisk, for ’Fabric-ation’ indeholder både ordet ’fabric’ (stof) og ’fabrication’, der kan betyde både ’at skabe’ og ’en løgn’. Samme flertydighed findes i stofferne, idet de er inspireret af indonesisk batik, fremstillet i Holland og sælges på markedspladser overalt i Afrika.
Så langt så godt. Men når vi kommer til de historiske referencer, begynder det for alvor at blive lige lovligt indviklet. Det hele giver sikkert mere mening for et menneske, der som Yinka Shonibare er født i England i 1962, tilbragte sin barndom i Nigeria og derefter vente tilbage til London for at blive uddannet på Goldsmith College.
Men for en dansker, der ikke er opflasket med det britiske imperiums historie og referencerammer, er det knap så indlysende, hvorfor Lord Nelson er blevet et omdrejningspunkt for Shonibare. Og her får man ikke en gang hjælp af de ellers alt for lange forklaringer, der følger hvert enkelt værk på udstillingen.
Første gang man møder Lord Nelson er i den store installation ’Canonball Heaven’ (2011), der sigter til slaget ved Kap Trafalgar i 1805, hvor Spanien og Frankrig led nederlag. Uden tvivl et stolt øjeblik for en brite, og det er da også ganske sjovt at se de mandshøje soldaters uniformer syet af farvestrålende stof.
Det er nærmest moderigtigt og samtidig morsomt, for man finder sjove detaljer som ordet ’mama’ på lommen af en hovedløs mand, der trods denne mangel forsøger at holde sig for ørerne, fordi kanonen i midten skal affyres. Men fjenden er forsvundet og kanonkuglerne ender i hjørnet.
Yinka Shonibare: ‘Fake Death Pictures’ (efter Henry Wallis), 2011
Fascinationen af Lord Nelson fortsætter i flere værker, først en række store fotografier med fællestitlen ’Fake Death Pictures’ (2011), hvor forlægget er hentet i kunsthistorien. Shonibare har således genskabt Henry Wallis’ maleri ’The Death of Chatterton’ fra 1856, dog med en voksen mand, der skal forestille Lord Nelson, i stedet for den romantiske digter.
Men selvom tøjets mønstringer skaber en skæg kontrast til rummets rette vinkler, så er man som beskuer noget nær så fortabt som den purunge poet Thomas Chatterton, der tog sit eget liv i 1770. For der er ingen information om hverken ham eller Henry Wallis på udstillingen, hvor man end ikke gengiver det originale værk på bare et lille bitte fotografi.
Meget bedre bliver det ikke, når Shonibare genbruger sine ’Fake Death Pictures’ i et filmisk værk, hvor en sort sangerinde igen og igen giver sin version af Violettas arie fra ’La Traviata’ af Verdi. For selvom man her orienteres om forskydningerne, så giver det ganske enkelt ikke megen mening, at Violetta, der hos Verdi dør i armene på sin elskede Alfredo, er forvandlet til Nelsons kone, Fanny Nisbeth, der forestiller sig, hvordan ægtemanden kan komme af dage – eller falde for en anden.
Hele vejen igennem salene og de værker, der vises i dem, møder man de farvestrålende stoffer, og langsomt begynder de faktisk at føles helt naturlige. Det er på den ene siden en fordel, fordi man på den måde kommer langt ind i Shonibares univers, men på den anden side aftager effekten af dem også.
Det forekommer således efterhånden ganske normalt, at balletpigen i ’Copenhagen Girl with a Hole in her Head’ fra i år er iført farvestærk tutu, mens hun næsten svæver væk, båret oppe af en klase balloner. Til gengæld er hun skudt gennem globushovedet – og indgangshullet sidder lige i lille Danmark.
Værket viser, at det ikke nødvendigvis bliver lettere at tolke Yinka Shonibare, når han vender blikket mod noget mere velkendt end britisk historie. For hvad er det mon meningen, at vi skal føle? At danskheden (også) er en kliché? Eller at dansen er forbi? Svaret svæver som danserinden. Inklusiv hullet i hovedet.
Leonardo Alenza y Nietos: ‘Satire over det romantiske selvmord’, 1839