Henrik Plenge Jakobsen: ‘Trylleringen’, opsat 2017 i Lundtoftegade. Eget foto
… spiller fallit i mødet med virkeligheden i Lundtoftegade
Henrik Plenge Jakobsen: Enhjørningen, Trylleringen og Mælkevejen, AKB Lundtoftegade, København N. To hjerter
Tilbage i 90’erne stod Henrik Plenge Jakobsen, i samarbejde med Jes Brinch, bag den brændte børnehave, der var med til at sætte Nicolai Wallner, der den gang var purung og nystartet gallerist, på kunstkortet. Det var også samme duo der skabte en skandalesucces ved at fyldte Kongens Nytorv med udtjente biler under overskriften ‘Burn Out’.
Siden er der blevet lidt mere stille omkring Plenge Jakobsen, men en del af denne tilsyneladende stilhed skyldes, at han udstiller i, og skaber værker til, udlandet. Siden juni i år har man dog kunnet opleve tre skulpturer af Plenge Jakobsens i Lundtoftegade på Nørrebro i København.
Kommer man fra Borups Allé og går op ad Lundtoftegade, ligger AKBs almene boligblokke på venstre hånd, og mellem dem ud mod vejen finder man Plenge Jakobsens skulpturer. Den første hedder ‘Mælkevejen’ og ligner lidt en ellipseformet badering, der svæver et par centimeter over jorden og har en overflade af små kakler.
Henrik Plenge Jakobsen: ‘Enhjørningen’, opsat 2017 i Lundtoftegade. Eget foto
Midt i boligbloksforløbet finder man ‘Enhjørningen’, et springvand, hvor selve bassinet ligeledes er udført i små kalker, mens et meterhøjt horn fra en enhjørning (eller en narhvaltand) rejser sig i midten. Det ser ud som om vand kan sno sig ned ad hornet, men det var slukket forleden, da jeg var forbi.
Sidste del af den skulpturelle trilogi hedder ‘Trylleringen’ og her er baderingsassociationerne endnu mere markante, for denne lodrette skulptur er både stribet og ringformet. Her spiller de vilde kornblomster og valmuer fint sammen med skulpturen rent farvemæssigt, hvor de omkring ‘Mælkevejen’ skjuler den svævende effekt.
Det er dog langtfra det eneste, der er skjult. Skulpturerne er ikke lige sådan at finde, åbenbart heller ikke for beboerne, for først den fjerde, jeg talte med, vidste hvor de var – og at de overhovedet fandtes. Men da jeg spurgte den venlige teenager, om skulpturerne så blev brugt, så han nærmest skrækslagen ud.
Jeg fandt aldrig ud af, om det var fordi han troede, man ikke måtte lege på skulpturerne og ikke ville bringe nogen i fedtefadet eller fordi konceptet var ham fuldstændig fremmed. I alle tilfælde benægtede han ivrigt. Og han har sikkert ret, for AKB Lundtoftegade er faktisk fyldt med legepladser, grønne områder og bænke, der må være bedre at sidde på end Plenge Jakobsens skulpturer.
Alligevel er det problematisk, når nu Statens Kunstfond, der har støttet projektet, betegner værkerne som ‘integrerede’, hvilket vil sige, at de skal være i direkte dialog med både beboere og omgivelserne. Ingen af delene er rigtig lykkedes, for skulpturerne står som små farveklatter, der slet ikke kan hamle op med, eller for alvor forholder sig til, de store bygninger og infrastrukturen mellem dem.
Heller ikke beboerne synes at have taget skulpturerne til sig. Af dem, jeg mødte, vidste de fleste som sagt slet ikke, at de var der. Eller for den sags skyld, at det er meningen de skal tage ejerskab over dem og bruge dem som de skulle have lyst til.
Der er heller ikke noget af Henrik Plenge Jakobsens sædvanlige samfundskritik at spore i værkerne, der i stedet kommer til at fremstå postulerende optimistiske. ‘Trylleringen’ lover således med sin titel en magi, den ikke kan levere, ligesom den stående ring ikke indbyder til megen fysisk interaktion.
Henrik Plenge Jakobsen: ‘Mælkevejen’, opsat 2017 i Lundtoftegade. Eget foto
‘Mælkevejen’ er godt gemt i buskadset og de vildtvoksende blomster antyder, at end ikke børn finder vej til den for at balancere rundt. Og uden vand i ‘Enhjørningen’ er det måske ikke så sært, at de fleste beboere slet ikke ved, at deres boligområde er udstyret med et springvand.
Intentionerne har uden tvivl været de bedste, både fra beboerforeningens, Statens Kunstfonds og Henrik Plenge Jakobsens side. Men det er jo også netop den slag intentioner, der brolægger vejen til helvede. Helt så slemt er det dog ikke gået her, men værkerne er lige til at overse og fremstår i værste fald som formynderiske fremmedlegemer, der hverken forstår, forholder sig til eller viser sig imødekommende overfor omgivelserne.