Tivoli i Aarhus

Joana Vasconcelos: 'Lilicoptère', 2012. Foto: Luís Vasconcelos. Courtesy Unidade Infinita Projectos

Joana Vasconcelos: ‘Lilicoptère’, 2012. Foto: Luís Vasconcelos. Courtesy Unidade Infinita Projectos

Der er fart på farverne, men ikke meget indhold, heller ikke selvom ARoS forsøger at fremstille det anderledes

Joana Vasconcelos: ’Textures of Life’, ARoS, Aros Allé 2, Aarhus C. Til 19. februar, 2017. To hjerter

The Icelandic Love Corporation: Love Conquers All!, Aros Allé 2, Aarhus C. Til 22. januar, 2017. To hjerter

 

Joana Vasconcelos: 'Valkyrie Rán', 2016. Foto: Luís Vasconcelos. Courtesy Unidade Infinita Projectos

Joana Vasconcelos: ‘Valkyrie Rán’, 2016. Foto: Luís Vasconcelos. Courtesy Unidade Infinita Projectos

Det er ellers efterhånden et par år siden, at ’Tivolificeringen’ af diverse museer var til debat, men nu kan ARoS meget vel lægge op til en ny omgang af samme diskussion.

Buzzordene fra museets side er ’interaktion’, ’socialt samspil’ og ’deltagelse’, hvilket der ikke er noget som helst galt med. Det er resultaterne af disse anstrengelser fra alles side, som jeg ikke synes fører nogen vegne hen.

Stemningen slås lige nu an af portugisiske Joana Vasconcelos (f. 1971), der har (fået) syet en gigantisk både blinkende og farvestrålende stofskulptur, ’Valkyrie Rán’, til det frie rum midt mellem ARoS’ trapper og etager. Det er uden tvivl en håndværksmæssig præstation, for der må ligge mange timers arbejde i skulpturen.

Men selve resultatet, skulpturen, stiller jeg mig mere tvivlende overfor. Måske er det bare sort uheld, at de bugtende former og farvede lys minder mig om min barndoms ture i Tivolis forlystelse ’Baljerne’. Men jeg har mere end svært ved at se, hvordan ’Valkyrie Rán’ skal handle om ”kvinders rettigheder og position i samfundet”, sådan som ARoS ellers lover.

Overbevis mig! Tænker jeg derfor på vej ned til Vasconcelos’ separatudstilling ’Textures of Life’. Men det sker ikke. Faktisk forstærkes fornemmelsen af at være i et omrejsende Tivoli straks i det ellers velmenende værk ’Meeting Point’: en karussel deltagerne selv skal sætte i bevægelse.

Joana Vasconcelos: 'A Naiva' (Bruden), 2001-2005. Eget foto fra ARoS, 2016

Joana Vasconcelos: ‘A Naiva’ (Bruden), 2001-2005. Eget foto fra ARoS, 2016

For selvom aktiv deltagelse og et potentielt møde med andre mennesker her er i højsædet, så bevæger værket i mine øjne sig ikke langt nok væk fra legepladsen til for alvor at blive interessant.

Andre af Vasconcelos’ værker har endnu mere på hjertet, uden at det lige er til at afkode. ’Bruden’ er således et storslået værk, hvor tusindvis af tamponer er sat sammen som prismer i en gigantisk lysekrone. Den alternative anvendelse af materialet er morsomt tænkt og flot udført, ligesom jeg godt kan være med på, at der opstår en kontrast mellem brug-og-smid-væk og den luxuriøse lysekroneform.

Men at kunstneren dermed ”kaster lys over stereotype kønsrollemønstre og kvinders frugtbarhed og kollektive identitet på tværs af sprog, kulturer og nationaliteter” er en lige lovlig frejdig påstand. Og sådan bliver det, desværre, ved, nogle gange endda helt ud i det absurde, som når Marie Antoinette ender som symbol for ligestilling.

Installationsbillede fra The Icelandic Love Corporations 'Love Conquers All!', ARoS, 2016. Eget foto

Installationsbillede fra The Icelandic Love Corporations ‘Love Conquers All!’, ARoS, 2016. Eget foto

Også den islandske trio ’The Icelandic Love Corporation’, der består af Eirún Sigurdardóttir (f. 1971), Jóní Jónsdóttir (f. 1972) og Sigrún Hrólfsdóttir (f. 1973) vil sætte fokus på feminismen. Og igen er det ligeså utydeligt. Deres store installatoriske rum med den dragende titel ’Love Conquers All!’ viser sig ved nærmere eftersyn ikke at byde på så meget.

Man kan tage stepsko på og træde op på en scene, hvor magneter i skoenes såler får dem til at klæbe til gulvet. Og man kan hoppe i trampolin. Og så skal man dukke hovedet for at komme gennem flotte spindelvæv. Men det feministiske kampråd forsvinder ærlig talt lidt mellem skoskift og desorienteret spørgen: var det det hele?

Samme følelse slog mig i det nye formidlingscenter ’ARoS Public’, selvom jeg straks må sige, at det er en god idé, at man i auditoriet kan vælge hvilke videoværker fra museets samling, man vil se. Men de mere interaktive tiltag som ’Blikfangeren’, der sporer ens øjenbevægelser over et værk, havde tekniske problemer.

I alle tilfælde kunne den ikke følge mit blik og kommenterede derfor min synsretning som ”usædvanlig”. Hvilket den ville have haft ret i, hvis jeg virkelig havde fokuseret på et bart hjørne af billedet, sådan som den troede. Men selv hvis alt havde virket perfekt, er spørgsmålet stadig, hvad man egentlig skal med disse oplysninger.

Man ved jo godt selv, hvor man kiggede hen for to sekunder siden. At andre har set anderledes på billedet skaber sikkert mere usikkerhed, end det ønskede glade gå på mod.

Jeg er ingen farvefornægter og synes mægtig godt om værker eller tiltag, der inddrager mennesker på nye måder. Men her er ganske enkelt for lidt kød på det man når frem til. Og når de ledsagende tekster så oven i købet forsøger at skrive det hele op i en højere enhed, ender oplevelsen som en lille fis i en lidt for kulørt lampe.

Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer