Peter Callesen og papiret

Anna Syberg: ‘Blomstrende æblegren’, 1910, Faaborg Kunstmuseum.

Peter Callesen transformerer papir til smukke syner, men den dialog, der lægges op til med tre ældre kunstnere, kommer ikke for alvor i sving

Peter Callesen: Skindød, Øregaard Museum, Ørehøj Allé 2, Hellerup. Til 10. juni, 2018. fire hjerter

Vibrationen mellem skrøbelighed og styrke slås an allerede i det første værk på Peter Callesens aktuelle udstilling, men det er ikke ham, der er kunstneren. I stedet er det Anna Sybergs ‘Blomstrende æblegren’ fra 1910, der tager imod og sætter stemningen med sin skiften mellem skitse, farvelagte felter og hvidt papir, der får helheden til at sitre.
Callesens eget værk, ‘Blomstrende bier’, har tydeligvis sit udspring i Sybergs akvarel, men er samtidig umiskendeligt et værk af Peter Callensen, for der er ingen andre, der kan få almindeligt hvidt papir til at blive til både blomster, bier og tegn på forgængelighed.

Peter Callesen: ‘Blomstrenede bier’, 2016

Callesen tog afgang fra Goldsmith College i London i 2000 og arbejdede de første år videre med performances, der oftest var både poetiske og tragikomiske. Men snart kom der en egenartet kunstnerisk praksis til, for Callesen begyndte at folde, klippe og skære i hvidt papir så det står efter (se mit interview med Callesen fra 2008 ved at klikke her …).
Og netop det hvide papir, der i vores kulturkreds er noget af det mindst prætentiøse, man kan opdrive, viste sig at være præcis det rigtige materiale for Callesen, idet netop det helt almindelige er et fantastisk afsæt for det forrygende, fabulerende og til tider direkte eventyrlige.
Callesen kan nemlig forme alt af papir, hvilket man får syn for på Øregaard Museum, hvor han viser at fra en nyudklækket fugleunge, over ranker af roser til intet mindre end en ‘Gennemsigtig Gud’.

For det handler aldrig om teknikken for dens egen skyld hos Callesen, der konstant kredser om de store, centrale spørgsmål i livet.Som de to første værker på udstillingen understreger, er der dog også tale om en dialog mellem Callesen (f. 1967) og betydeligt ældre kunstnere, nemlig Anna Syberg (1870-1914), Johannes Larsen (1867-1961) og skulptøren Kai Nielsen (1882-1924). Alle tre kunstnere er repræsenteret på Faaborg Museum, der da også er den institution, der har inviteret Callesen til denne dialog.

Sådanne kunstneriske samtaler er en glimrende idé, idet de lader museerne både præsentere samtidskunst og reaktivere de ældre værker, der pludselig indgår i en ny dynamik. Men når udstillinger som denne rejser videre til et andet museum, opstår der problemer, for kun værker af Syberg og Larsen er at se på Øregaard, hvilket efterlader Callesens to skulpturer, der henviser til værker af Kai Nielsen, uden en samtalepartner.
Hårdest går det ud over Callesens ‘Sort uheld’ (2016), der ligger spredt på gulvet som var ‘Granittøsen’, som Kai Nielsen udførte i 1915, splintret ved netop et sort uheld. Bedre fungerer ‘Noter til en pige’, der synes at samle sig for øjnene af os, på én gang skrøbelig og så solid som ‘Marmorpigen’, der er blevet tilbage på Fyn.

Eget foto af Peter Callesens sommerfugleskjorte på Øregaard Museum, 2018

Men selv Syberg og Larsen savner den introduktion, der skal til for virkelig at kunne skabe den fornyede interesse, der må være en del af meningen med sådan en udstilling. På plussiden står til gengæld, at Callesens værker gør sig smukt og stærkt på Øregaard, også selvom en endnu større udstilling sagtens ville have kunne holde både fokus og intensitetsniveau.
For Callesen fortsætter sin udforskning af forholdet mellem det flygtige nu og den uendelige evighed, mellem kroppen af kød og det hvide papir, som han konstant presser til det yderste. Således består serien ‘Mirakel’ af skjorter, udført i papir og udstyret med åbne vinduer, rygsøjle eller dekoreret med sommerfugle, der stikker af og flagrer frit og foruroligende i rummet.

I et af de lidt ældre værker, ‘Alive, but dead II’ fra 2012, doserer Callesen sine sjældne farver uhyrlig præcist, når valmuer falder ud af deres form og drysser tabte blade på værkets bund. Det er ikke til at afgøre, hvilke valmuer der har størst vægt: de farvede og nedadhængende eller det negative aftryk de har ladet stå tilbage.
Og det er netop i sådanne værker, Callesen står stærkt. Han giver os ingen entydige svar, men skaber billeder af ensomhed, længsel og dødens uafvendelighed, uden at det bliver hverken patetisk eller trist. I stedet sætter han, som Syberg, svingninger i gang, der resonerer dybt og smukt et sted mellem skønhed og smerte.

Peter Callesen: ‘Alive, but Dead II’, 2012

 

Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer